| |
Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
Corona helte
Bankrøvere
USA ønsker ingen fred (Ukraine)
Folkemøde på Bornholm
Vendekåber, usselrygge
Ekstrem ulighed
Trods fattigdom og sult
Den store profitfest er ikke slut
Ubæredygtig kapitalisme
Venstrefløjens kollaps
Stop højrekræfterne
Straf for aktivisme
Hvem stemmer man på
Af Kim Nielsen
Læserbrev fra modpressen,
14. april 2024
|
|
|
|
Hvem stemmer man på, hvis man vil velfærd, lighed, solidaritet, fred …
Læserbrev
Hvem stemmer man på, hvis man vil velfærd, lighed, solidaritet, fred …
For mig er det ikke afgørende, hvad folk siger, de er eller står inde for – men om de handler i overensstemmelse med det, de har givet udtryk for at stå for, skriver Kim Nielsen.
Kim Nielsen, Køge
14. april 2024 | 05:00
Er det velfærd, lighed, solidaritet, en fredelig jord, sundt miljø, demokrati og respekt for menneskeliv, så er det ikke EU og NATO, man skal sætte sin lid til eller gøre sig forhåbninger om, at det er de værdier, der vil blive indfriet.
Man kan heller ikke sætte lid til Enhedslisten, der har valgt militarisme via NATO og økonomisk liberalisme via EU.
Der er ikke de store forventninger eller udsigt til, at de nævnte områder bliver prioriteret særligt højt af og tænkt mest på i Enhedslisten, når partiet stiller op til EU-parlamentsvalget og i dens støtte i NATO-imperialistiske drømme.
For eksempel vil Enhedslistens spidskandidat til EU-parlamentet arbejde for billigere togrejser gennem EU-landene.
Det ligger noget fra Ø’s påstand om at ville forandre EU indefra i en socialistisk retning.
Det ville være ønskværdigt, hvis der nogen, som stillede op til valg, som ville varetage arbejderklassens og fredens interesser.
Der er således ikke tale om et opgør med den ulighedsskabende økonomiske politik i EU eller styrkelse af ægte demokrati (i stedet for det skindemokrati) eller kampen for fred og sameksistens med andre lande på denne jord.
Fraværet af kritik af militarisme er blevet erstattet med krigsretorik fra Enhedslistens side, ingen indvendinger mod den imperialisme, som EU (og NATO) står for, og som har en lige så stor andel i Ukrainekrigen som Rusland.
Der nævnes ikke noget om de 17,9 procent af EU’s befolkning, der lever i fattigdom, og ingen kritiske bemærkninger til EU-kommissionens henstillinger til medlemslandene om, at medlemslandene skal spare på velfærd, herunder sundhed og socialt sikkerhedsnet, samtidig med at uligheden er steget og vokser hurtigt.
Den nuværende højreorienterede regering foretager store illusionsnumre, hvor der ikke holdes tilbage med at reklamere for velfærdsløft på en række velfærdsområder, selv om der faktisk sker besparelser for milliarder på flere velfærdsområder.
Ej heller er der indvendinger mod, at EU arbejder ihærdigt og målrettet på at blive en militær supermagt med egen hær.
Der er fravær af kritik af, at Ukrainekrigen ikke udelukkende er en kamp for frihed, som det påstås, men også for at varetage kapitalismens behov for profitter.
Det lægger Storbritanniens udenrigsminister heller ikke skjul på, der argumenterer for, at ved at USA sender en krigspakke til Ukraine, så vil det gavne USA økonomisk, idet flere vil komme i arbejde, og afsætningen af dødbringende våben vil øges.
Befolkningernes demokratiske indflydelse er langsomt og sikkert blevet indsnævret så meget, at det er ironi at tale om et demokrati.
Hvis medlemslandenes vetoret bliver ophævet med hensyn til EU’s udenrigspolitiske mål og midler, for eksempel at gå i krig, så er befolkningernes indflydelse fuldstændig blevet koblet fra. Det betyder reelt set, at herboende og Danmark kan ende i en krig, der langt fra kan være i Danmarks eller i befolkningens interesse.
Kaster man blikket på NATO og EU, så er det faktum, at lande som Polen, Frankrig og Tyskland har invaderet og ført krig i Rusland (Sovjetunionen) samt Storbritannien og de baltiske lande, der er meget aggressive og opsatte på at komme i direkte konfrontation med Rusland.
Disse højreradikale lande ville gerne have, at blandt andet danskerne skal finansiere deres mål om et endeligt opgør med Rusland.
Det sker under påberåbelse af frihed, demokrati og menneskerettigheder, som de nævnte lande før har vist, at de ser stort på i andre sammenhænge.
Den historiske viden er tilsyneladende noget mangelfuld i Enhedslisten.
Derfor er det svært at have tiltro til, at det er kampen for velfærd, fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder, som Enhedslisten kæmper for.
Med den konstaterede fjendtlige stemning fra nogle lande mod Rusland gennem historien, og især lande der har og har haft højreradikale, fascistiske og nazistiske styrer, så er det besynderligt, at det netop er dem, som Enhedslisten omfavner, og som de gerne ville ofre menneskeliv, fred, frihed, velfærd, miljø og demokrati på.
Det er sket i et sådant omfang, at Enhedslisten reelt set støtter fascisme, nazisme, kapitalisme og våbenindustrien.
EU’s og NATO’s mål er at varetage kapitalismens interesser, blandt andet ved at underlægge sig nogle andre landes politik og sørge for deres råstoffer, som før eller senere kommer under deres besiddelse.
Under Den Kolde Krig kunne det bedre skjules, at det var målet. Her var fortællingen, at det var et opgør mellem to ideologier. Men denne fortælling holder ikke rigtig længere i dag, når EU og NATO ønsker en krigskonfrontation mod Rusland. Så bunder det ikke længere i en kamp mellem kommunisme og kapitalisme, idet de russiske magthaveres politik til forveksling ligner den hos de højreorienterede magthavere i EU, NATO samt i USA.
Der foregår en helt uhørte oprustning for milliarder af dollars og profitter til våbenindustrien til varetagelse af kapitalens og elitens interesser – og alle deltagerne i denne kamp er fuldstændig hæmningsløse, hyklerisk og kyniske. De ofrer ikke kun menneskeliv; de eliminerer frihed, velfærd, miljø og demokrati.
Den retning, Enhedslisten har valgt, er desværre ikke noget nyt. Enhedslisten har haft en retorik, der kunne forlede til at tro på, at de mente socialisme alvorligt, men har i handling eller undladelse været med til at styrke afviklingen af velfærden, splittet solidariteten og udhulet både frihed og demokrati.
Nu kan man sige, at masken fuldstændig er faldet af, når Enhedslisten aktivt støtter at sende våben for milliarder af kroner til vestlige imperialister, fascister og nazister i kampen om herredømmet på denne jord.
Der er ingen tvivl om, at hvis missionen lykkes med at få udslettet Rusland i kampen om Jordens ressourcer, så vil USA og Kina på et tidspunkt i EU’s optik indtage fjendebilledet.
Der er ingen tillid til, at Enhedslisten vil gøre arbejderklassen og de millioner af mennesker i fattigdom noget positivt.
Når jeg tænker på, hvad blandt andre Pelle Dragsted, Finn Sørensen og Søren Søndergaard gennem de mange år har tilkendegivet med hensyn til deres holdninger og politiske mål, så forekommer det, at de i deres politiske virke har spillet med fordækte kort.
For mig er det ikke afgørende, hvad folk siger, de er eller står inde for – men om de handler i overensstemmelse med det, de har givet udtryk for at stå for.
Det er svært at have en dyb respekt for dem i Enhedslisten, som offentligt har argumenteret for en bestemt politik, for senere at erfare, at de har ført en politik, der er så langt i modsat retning.
Det må sandes, at hvis ønsket er en fredeligere verden, en bedre og mere social fordeling af Jordens ressourcer og ægte demokrati, så er det i øjeblikket ikke Enhedslisten, man skal stemme på til EU-parlamentsvalget og til folketingsvalget.
Til gengæld, hvis man har et ønske om billigere togrejser i et af EU’s medlemslande, så er det Enhedslisten, der skal stemmes på.
Det ville være ønskværdigt, hvis der nogen, som stillede op til valg, som ville varetage arbejderklassens og fredens interesser.
|
|
|